Af Joakim Søgaard
Hvad har en 8000 tons isbryder, en gruppe syngende venner i en tom gade og en isoleret træhytte tilfælles?
For den svenske instruktør Carl Olsson er de alle en del af hverdagens sindstilstand i årets koldeste måneder. Med fragmentarisk struktur springer filmen rundt mellem 24 forskellige scener, men formår aldrig at skabe en fornemmelse af helhed og sammenhæng i sin fortælling.
Rent æstetisk er de opstillede tableauer billedskønne og har et malerisk udtryk, der leder tankerne mod landsmanden Roy Andersons ditto farvefattige scener. Der er en unægtelig poesi over de isolerede menneskers relation, eller nærmere afkobling, til deres mørke og kolde omgivelser.
Når filmen er allerbedst, skaber isolationen et rum for ægte intimitet. I en parkeringskælder sidder et par og skyder amfetamin, mens de snakker om ægte kærlighed og om at blive gift. Der er flere af denne slags scener, hvor Olsson virkelig formår at komme tæt ind på sine subjekter.
Hvis intimitet dog bare var den overordnede følelse, man sad tilbage med efter filmen. Desværre forbliver de stærke oplevelser momentvise, og Vintersaga hopper hurtigt videre til sine andre hovedpersoner, som ikke alle drager i samme grad.
Når filmen bevæger sig så associativt mellem scenerne, overlader den fuldstændig opgaven om at sammenstøbe en mening til seeren. Her kan det være svært at udlede meget andet end: vinteren er hård og hverdagen en gentagelse.
Med undtagelse af nogle overraskende humoristiske øjeblikke, er dette hurtigt konkluderet. Derfra bliver det en noget langsommelig oplevelse, når samme scener flere gange genbesøges uden at bringe noget nyt til bordet. Første gang vi møder to mænd, der på en bar prøver at finde ud af, hvor de kender hinanden fra, er det et sjovt indspark – men at vende tilbage til deres akavede interaktion virker blot repetitivt.
Selvfølgelig er det bevidst, at denne repetition bruges til at beskrive den svenske hverdag, som Olsson gerne vil indfange. Uden større sammenhæng er det dog svært at finde ud af, hvorfor man skal interessere sig for hver eneste af disse 24 seancer.
Der forsøges med en synth-tung underlægningsmusik at skabe forbindelse mellem scenerne, når der i sekvenser klippes hurtigt mellem flere af karaktererne, der stirrer tomt ind i kameraet. Selvom det formidler en kraftig stemning af ensomhed, er det bare ikke nok til at sammenflette fortællingen til en helhed.
Vintersaga er en visuel kraftpræstation. Hvert eneste billede er interessant at kigge på, og man kan mærke, at der under overfladen også gemmer sig en poetisk fortælling om nordens mørke sindstilstand. Olsson lykkes dog aldrig med at grave sig dybt nok ned under den frosne overflade til at give et nyt perspektiv på den svenske hverdag.
Kommentarer